indledning Begrebet Socialpsykiatri kan oversættes til "socialt arbejde med sindslidende". Det er netop gældende for min øvelsespraktik. Jeg finder arbejdet enormt interessant og utroligt vigtigt. Det bliver en stor udfordring for mig, men det er en tid som jeg ser frem til med stor interesse. Baggrunden for mit valg af praktiksted er, at jeg ser arbejdet som et betydningsfuldt arbejde. Samfundssynet i dag og dets nøgleord er: frihed. Og frihed har man ikke, hvis man er afhængige af andre mennesker og deres kvaliteter og egenskaber. Denne holdning er usund. Vi er blevet et indvidualiseret samfund og vi glemmer de svageste. Derfor er pædagogerne og deres arbejde utrolig betydningfuldt. Deres profession hindrer samfundet i at lagre fremtidige skæve eksistenser.
FØSTE DAG I PRAKTIKKEN, Endelig - skulle jeg til at sige.. Første dag i praktikken er "veloverstået". Der er altid mange indtryk, nye mennesker osv. Men fordi jeg netop er i en specialpraktik og interesserer mig enormt meget inden for området,har det altså været en hård dag. Deres arbejde finder jeg enormt vigtigt og derfor har jeg selvfølgelig villet suge så meget til mig som overhovedet muligt i dag. Jeg skal bare lige vænne mig til, at her kan jeg ikke vinde - jeg kan ikke vide alt på forhånd, som jeg gerne ville. Jeg skal bare suge al den erfaring til mig, som er mulig. Men min dag har forløbet således at jeg har siddet i møde hele dagen - fra kl09:00 til 16:00. Først er der møde om beboerne i stuegruppen, hvor de grundigt hverisær bliver gennemgået. Vi er en gruppe på 6, bestående af sygeplejerskestud,sygeplejerske, afspændingsterapeut, socialpædagog og socialrådgiver, dette finder sted ugentligt. Her lærte jeg at det er meget forskelligt og meget individuelt hvor psykisk belastede beboerne er. Her erfarede jeg at en af beboerne lige er blevet indlagt på psykiatrisk til medicinsk behandling og at hun er under hårde vilkår. Det bliver meget konfus det her, men der var mange problemstillinger i løbet af dagen, en anden var alkoholkulturen blandt beboerne. Der var rigtig mange ting, og pædgogerne derude var rigtig gode til at se konstruktivt på de forsk. problemstillinger, og diskutterede for og imod osv. Et af møderne lagde jeg særligt mærke til, den foregik på en sådan måde at der var en dialog mellem 2 personer: en med problemstilling, og en ordstyrer. Og så var der os andre, som kun måtte tilføje når vi blev spurgt. Et lille rollespil. Vi påtog os hver især en rolle. Virkelig interessant. I morgen skal jeg sammen med min vejleder og nogle af beboerne til et foredrag om rettigheder, hvilke rettigheder vi har som borger i dk. Det glæder jeg mig meget til! Er spændt på at se hvor mange af beboerne som vil deltage - det er frivilligt foredrag i Trøjborg...
PSYKIATRIBRUGERES RETTIGHEDER I dag - på anden dagen, var vi til et foredrag om psykiatribrugeres rettigheder i systemet. Det var rigtig spændende, men desværre meget kort. Der er 117 forsk. love og rettigheder i forhold til psykiatrien, så der var meget at nå på 3 timer, og vi nåede jo selvfølgelig ikke det hele. Det viste sig at det ikke kun er brugere i psykiatrien, der er klar over "alle" deres rettigheder, det gjaldt også medarbejdere i psykiatrien. Både pædagoger, læger, sagsbehandlere og socialrådgivere. Mødet var meget interessant og udbytterigt. Foredragsholder: Knud Kristensen, som også har udgivet "Håndbog for psykiatribrugere og pårørende 2. udg." Han gjorde os blandt andet opmærksom på, at det er godt at klage, føler man sig uretfærdigt behandlet, skal man klage, men det er der desværre al for få der gør. Hvis vi klager, bliver der også gjort fokus på problemet. Klag klag klag. Pt bliver der arbejdet på en fremtidig behandlingsgaranti: DRG // diagnoserelateret gruppe. Behandlingsgaranti som ex. kræftpatienter har. Psykisk lidende har idag ingen udvidet behandlingsgaranti. Jeg stiftede også bekendtskab til behandlingsplan, som består af 3 behandlingsmetoder - herunder: den biologiske, den terapeutiske og den socialpsykiatriske. Jeg fik endvidere viden om tvangsindlæggelse, omsorgssvigt og tavshedspligt og igen brugerens retssikkerhed. Herunder havde vi en spændende debat om socialt og psykisk belastede personer på kontanthjælp* og om en socialrådgivers pligt til at orientere sig om hvorvidt personen er belastet eller ikke. I dag havde jeg også en rigtig god dialog om livshistorie, med en af beboerne. Det var meget intimt og meget spændende. Jeg gav lidt af min og han af hans. Synes selv jeg gjorde det godt, og min studievejleder gjorde mig opmærksom på mit dilemma, og vi fik drøftet min dialog jeg havde havde med beboeren. Min dag har været meget udbytterigt og jeg glæder mig til i morgen. I morgen aften skal vi ned i beboerhuset og høre musik idet der er kulturdag. En af beboerene skal optræde med sit band.
KULTURDAG I BEBOERHUSET Dagen starter med et møde, det personale der nu har fri - opdaterer det personale der møder. I mødet bliver der diskutteret tavshedspligt: en af medarbejderne har noget fortroligt med en af beboerne. Der bliver nu tvivl om hvorvidt det er en god ide, men konklusionen er, der er det information som er rart at vide for personalet, og der er information som er godt/nødvendigt at vide for personalet. Dette er en vurderingssag, og det blev vurderet at det ikke var en nødvendighed at personalet vidste besked. Det er vigtigt for beboeren at vide at tillid findes til hende fra den enkelte kontaktperson. I dag fik jeg læst nogle af beboerens journaler og handleplaner, der bliver hver dag ført dagbog af den enkelte beboer og bliver herefter arkiveret i den enkeltes mappe. Dernæst spiste vi aftensmad, 3 ansatte og 3 beboer. Kl.19:00 skulle vi se "bandet" optræde i Beboerhuset. Afsted med os. Det var en positiv oplevelse at se en beboer optræde foran en stor forsamling - han gjorde det rigtig godt! Vi kommer tilbage, til en lille forskrækkelse for mig, da en beboer havde skåret sig i hænderne med barberblade - og var på vej til skadestuen. Bagefter fik jeg talt med min vejleder, da jeg havde nogle spørgsmål og jeg fik afklaring på hvordan jeg skulle forholde mig til en sådan situation. Et par timer senere havde jeg fyraften... Det var hvad der skete den dag i store hovedtræk.
PSYKOFARMAKA - behandling af psykiske lidelser med nervemedicin.
Hvorfor er det vigtigt for mig som pæd.stud at vide om medicinering - tænker jeg. Fordi det er vigtigt at vide hvilken medicin der bliver brugt, hvornår og hvad er formålet med det - bl.a. at fjerne, dæmpe og forebygge depression, angst og selvmordstanker. Ligeledes, hvad er bivirkningerne ved medicinen og hvad sker der hvis den ikke bliver vedligeholdt? Medicinen påvirker tanker, følelser, humør og væremåde. Viden er grundlag for udvikling og helbredelse.
Jeg er meget imponeret over dn utrolig flotte og velformuleret "praktik-dagbog". Skide godt gået siger jeg bare :-) Dejligt at høre du trives godt i praktikken!! kærligst Tina
Jeg er meget imponeret over din utrolig flotte og velformuleret "praktik-dagbog". Skide godt gået siger jeg bare! Dejligt at høre du trives godt i din praktik. Kærligst Tina
Hejsa Louise - det er med STOR glæde, at jeg læser din dagbog - du arbejder simpelthen smaddergodt - og du viser - allerede efter første dag i din praktik - at du studerer i praksis... med både øjne, ører og hjerte - SÅDAN!!!! hilsen din praktikvejleder bente
Hej til alle som læser min blog - Jeg vil gerne understrege at de mennesker jeg arbejder sammen med som er diagnoseret en eller anden form for skizofreni, er ganske alm. mennesker som har følelser, op- og nedture og kæresteproblemer ligesom alle os andre alm. unge har problemer. Godt nok tager de medicin, men går i byen og drikker ligesom alle os andre. Nogle har enormt svært ved at more sig i byen´- flirte med andre mennesker, for der kommer den der "fuldemandssnak" smalltalk - hvad laver du så, hvad læser du og hvor kommer du fra osv bla bla. Og det er jo ikke fedt at sige: jamen hej, jeg kan ikke finde ud af at bo alene - jeg er skizofren - eks. Jeg havde igen nogle rigtig gode snakke med flere af beboeren igen igår. Efter aftensmaden sad vi blandt andet udenfor i det gode vejr med bål og guitarsange :) Dejlig aften. Det skal også lige siges at til grin kan man altid blive. Arbejder stadig på min pædagogik, og den kan altså blive for meget, at 2 af fyrerne som bor der, altså faktisk grinte af mig, og tænkte: "christ" Louise, det var bare for meget;) Men altså det er jo svært, det er en balance, fordi det ene øjeblik føler jeg at jeg har med en ganske alm. pige at gøre, med ganske alm. problemstillinger og dilemmaer - det næste øjeblik kan hun ex. ikke forberede en kylling til aftensmaden?
OKAY... JEG SKAL HAVE STYR PÅ MIN FORTÆLLETEKNIK & 3. person ental//flertal?
Men det går bare så stærkt, og vil gerne nedskrive alle mine dilemmaer, oplevelser osv. I dag har jeg været til unge messe i Århus. De første 3 timer er jeg til noget oplæsning/foredrag og debat på Rådhuset med div. kloge mennesker og organisationer. Med til debatten deltog bl.a. div. pingvinfolk fra ministeriet og andre godtfolk/pingvinfolk. Meget interessant, bl.a. udviklingen af flere og flere medicinindlagte, hvad er årsagen til at flere bliver henvist til psykiatrien?Fremtidige gøremål: blandt andet at skabe og netværksfastholde, bedre kommunikation alle parter imellem - dette har allerede givet gode resultater, mindske tvangsmedicinering osv. Pt er der bare for mange der bliver medicineret og det er en forkert udvikling. Dagen sluttede med det ultimative teaterstykke jeg vil se og har set i længe. Det korte og lange: stykket var oprettet af et prof. teaterhold og instruktører, og teamet/skuespillerene bestod af unge socialt belastede mennesker (ikke psykisk belastede)med deres autentiske livshistorier, udviklingen i samfundet og samfundssynet kontra menneskesynet. Et kæmpe kæmpe flot og godt udført arbejdsstykke. Jeg var hele følelsesregisteret igennem - latter, gåsehud og vand i øjnene. Det var virkelig godt.. Lålå!
Jeg kan forestille mig at det er en hårdfin balance at finde ud af hvornår du har persolige realtioner og hvornår du har professionelle relationer til de mennesker du arbejder med. Jeg kender ikke svaret, men følger intereseret med... Det kan være du finder svaret i løbet af din praktik ;-).
Du skriver, at "OKAY... JEG SKAL HAVE STYR PÅ MIN FORTÆLLETEKNIK & 3. person ental//flertal?" - det er da vist ikke så galt? Du skriver forståeligt og meget engageret, og det er slet ikke så tosset? vel? mvh Torben Bjerre
hej louise - det ser ud som om du får dig en go og afslappende weekend - det er godt og det trænger du til - efter sådan en 1000-tings-uge :o) hyg dig hilsen bente
I samarbejde med min praktikvejleder skal jeg i den kommende tid, støtte en beboer i at udvide hans netværk. Det betyder vi skal undersøge hans muligheder for en besøgsven, vi skal træne i at komme ud, ud med bussen, på cafe, i parker o.l. Vi skal gøre det muligt at han i fremtiden kan føle sig mere tryg når han er ude med bussen, på cafe//værested - uden bekymringer for evt. psykotiske tilbagefald.
Et lille eksempel på et psykotisk tilbagefald. I går var jeg med ”ham” i "A" og i "B". Han kan godt lide naturen, kan lide at tage billeder og han kunne godt tænke sig at uddanne sig til fotograf. Hvorom alting er - kom vi afsted med bussen og det gik fint og startede godt. Allerede efter 45 min. fik han det dårligt, og gjorde mig opmærksom på en mulig psykose. Han mistede koncentrationen, han havde ikke lyst til at være der mere, der var for mange indtryk // mennesker og ville tilbage hurtigst muligt, han var bange for stemmerne kom tilbage, tvangstanker osv. Åh åh.. tænkte jeg ¤%%¤#, men om ikke andet prøvede jeg at berolige ham, snakke fornuftigt med ham, jeg prøvede at være rolig, bevare overblikket og håbede på en afsmittende effekt – alt imens jeg tænkte på overfyldte busser, barnevogne, børn, andre unge og gamle menensker, som i dette tilfælde ville være forstyrrende objekter. Han talte meget om at han skulle tilbage og have sin beroligende medicin ”PN”. Og jo mere vi nærmede os ”hjem”, jo mere rolig blev han, og jeg prøvede at tale ham fra at tage hans beroligende medicin – i den forstand at han skulle ikke tage den mere end højst nødvendigt! Jeg synes bare det er for ”let” medicinering – i et vist omfang.. Så vi aftalte at han skulle lægge sig lidt og slappe af i stedet – så ville jeg kigge til ham lidt senere. ”Kan ikke lide” hvis de render for meget rundt i deres egen rus og er høj på medicin… Men i den kommende tid skal han og jeg samarbejde med henblik på en fremtidig besøgsven, træne i at komme ud: ud med bussen, på cafe og andre udeture. Jeg håber at kunne gøre en forskel - bare en lille smule... Altså forstå mig ret... ifht. medicinering skal jeg ikke gøre mig til dommer over hans dosering, det ved han bedst selv - han har ret, om nogen har ret?!
Meget interessant med medicinering.. Hvornår er det en nødvendig krykke og hvornår er det blevet en barriere i forhold at man ikke opdager at man faktisk godt kan gå selv... Jo jo hun kan også tale i overført betydning hende her...;-)
Sad faktisk netop og snakkede med min praktikvejleder i dag om, at føre mere åbne indlæg og debatter på bloggen - netop som du lige har. Godt med noget der sætter tankerne i gang – Altså der er flere ting i det her og lad mig prøve at argumentere subjektivt, eller hvad man nu siger…
Det er meget situationsbestemt og handling per intuition.. OG - Selvfølgelig skal- eller hverken kan, jeg ikke være herre over den enkelte beboers medicinering, overhovedet. Det er der professionelle til. Men jeg vil vove at påstå at vi traf det rigtige valg – han og jeg. Hans tilstand da vi kom tilbage fra ”A” og ”B”, var faktisk næsten bedre end da vi tog afsted med bus og hele mulitjavsen. Derfor besluttede ikke jeg, men i fællesskab - blev vi enige om i FØRSTE OMGANG, at vente med ”PN´en” og at han skulle slappe af og få ro på igen. Hvilket han allerede fik på hjemvejen. Ellers skulle han selvfølgelig have haft sin ”PN” med det samme! ”PN” - beroligende og andet medicin, er opbevarende på deres respektive værelser (dog ikke i særlige tilfælde) men i dette tilfælde, og at de generelt på egen hånd styrer deres daglige medicinering. I dette tilfælde afventede han og tog sin ”PN” senere.
Jeg er rigtig glad for dit udlæg Marie og har selvfølgelig tidligere snakket med min vejleder om episoden. Mit valg i dette tilfælde var fint, og som sagt, hvis han fandt det nødvendigt at tage sin ”PN” skulle han selvfølgelig tage den med det samme. Jeg vil som hovedregel altid handle efter bedste vilje og overbevisning, men det er jo ikke ensbetydende med, at min bedste vilje – er for beboerens bedste vilje og til fordel for samme. Jeg har en rigtig god praktikvejleder som får mig til at se en sag // dilemma i perspektiv og fra flere sider. Ikke at jeg skal foretage mig medicinske og professionelle handlinger, men bare dilemmaer som jeg skal forholde mig til og tage stilling til, når vi drøfter // diskutterer.
Igen er det bare rigtig fedt // godt i praktikken – jeg har haft en rigtig god dag sammen med ham igen i dag og han har det bare rigtig godt. Jeg har ”desværre” allerede weekend, og jeg glæder mig til at møde i praktikken igen på tirsdag.
Gad vide hvad I siger til det derude - med min lille forsvarstale?? Er meget nysgerrig..
Er man som trist og garvet rødvinsdrikker, forladt, arbejdsløs og grå - alkoholiker?
Er den rødvinsglade, fraskilte, karrierebesatte, patetiske, udslidte og pessimistiske og overarbejdende adm. direktør, en mindre alkoholiker end ovenstående?
Så det nu faktisk ikke som en forsvarstale, for har hele tiden syntes at det virkede som om dit (læs: hans) valg var det rigtige. Du støttede ham i et valg som var den svære mulighed af to. Synes stadig debatten er spændende. Er helt klart tilhænger af medicinering. Men helt klart modstander af overmedicinering. Polerne er jo i virligheden ikke så svære at forholde sig til det.. Det er jo - som i så mange andre situtioner - gråzonen, der er svær. Det er overgangen fra nødvendighed til unødvendighed der må være svær. Hvorfor lade være at tage sin pn-medicin når man nu erfaringsmæssigt ved at det virker i en sitution hvor man har det skidt? Det er aldrig let at skulle træffe den svære beslutning. Har du snakket med ham om situationen? Havde han en succesfølelse af "valget" eller var det bare hårdt for ham?
Altså nu vil jeg jo nødig overtage din blog Louise, men bliver nødt til lige om komme med endnu en lille kommentar;-).. Endnu en gang et interessant spørgsmål! I min verden er man pr. definition alkoholiker hvis man er afhængig af alkohol for at klare sin hverdag. I den forbindelse er det det ligegyldigt hvorvidt ens hverdag består af "vigtige" frokoster på fancy direktionsgange eller af ture til aldi og timer på bænken. Det forskellen nok primært består i, er hvor længe man kan opretholde illusionen om at være velfungerende - både overfor sig selv og omverdenen. Desuden har vi vist alle en ærgelig tendens til at finde ham på bænken en tand mere ussel end ham i direktørstolen.. Ikke desto mindre sætter begges misbrug nok spor i hver deres familie og omgangskreds.
Hvordan kan man være TILHÆNGER af medicinering??? OG hvad er det modsatte af medicinering så? Hvem skal medicinere hvem? - og hvem skal bestemme hvilken medicin??? Åh - lige et tanke-spørgsmål fra Louises praktikvejleder bente go weekend Louise...... :o)
åh.... lige et lille ps. den medicin vi taler om er jo en medicin der påvirker både ind- og udtryk - (her jo tale om antipsykotisk medicin) og derfor er det vel relevant at forsøge sig med at få så lidt kemi i sin krop som muligt - og helst slet ingenting. Det er jo også svært at arbejde med sine problemer, hvis man er alt for påvirket af medicin, som måske gør én en lille smule mere "lige glad"..... og sløv... Lige noget helt andet .... jeg hørte lige i radion i går, at der pt. er 275.000 danskere der får antidepressiv medicin - de'r gåt nåk mange...
Fra mit synspunkt kan medicin være nødvendig i visse tilfælde.. Jeg taler ud fra et ikke indgåenden kendskab, men har dog tidligere arbejdet noget med psykisk syge mennesker og har også haft det inde på livet i privat sammenhæng. Der hvor jeg mener at det kan være nødvendigt er IKKE sat i stedet for terapi, af den form der nu måtte være relevant for den enkelte. Slet ikke! Jeg mener bare at medcinering i mange tilfælde kan være et redskab til rent faktisk at blive i stand til at begynde arbejdet med de ting, der måttet skulle arbejdes med. Mener bestemt også at det må være ønskeligt at fylde så lidt kemi i sin krop som muligt, men hvis man er midt i en bragende psykose (sådan som jeg har oplevet folk i den situation) eller er depressiv i en grad hvor man måske er selvmordstruet, så mener jeg at medicin kan være en udemærket løsning til at opnå en "normalisering" (læg venligst MEGET mærke til ""). Når du, Bente, nævner de 275000 brugere af antidepressiv medicin, slår det mig også som et meget højt tal og at en del af dem måske er strandet, der hvor de ikke har opdaget at de KAN gå selv (for at fastholde eksemplet fra tidligere) eller måske med meget få værktøjer i hvert fald hurtigt ville kunne lære det. "Hvem skal medicinere hvem?". Udemærket spørgmål. Idet at man medicinerer et andet menneske ligger der jo en skæv magtfordeling og det ene menneske bliver frataget en del af sin medstemmelse - hvis ikke det meste? Her kunne man skrive mangt og meget om tvang indenfor psykiatrien - det vil jeg undlade. Ultimativ set handler synet jo nok meget af vinkel man har på sagen. Man kan lide læger eller lade være (her er jeg nok ikke helt upartisk), men mange psykiske sygdomme kan forklares ved kemiske ubalancer i hjernen - hvordan de så end er opstået.(Her kunne man skrive en helt masse om arv og miljø - det vil jeg OGSÅ undlade). Jeg mener ikke de alle kan HELBREDES med kemi alene. Men hvis vi ikke skal tilbage til de tider hvor en psykisk syg var landsbytossen man så ned på eller en der bare skulle tage sig sammen, bliver man nødt til at erkende at det er reelle sygdomme på linie med kræft, hormonforstyrrelser og knogleskørhed. Med den erkendelse følger (for mig under alle omstændigheder)naturligt en holdning til at kemi kan være en rigtig god hjælp og i mange tilfælde også nødvendig. Forestiller mig ikke, der er mange, der ville synes det var et fyldestgørende tilbud fra sundhedsvæsenet hvis ikke der var noget medicin med i "pakken" efter man eksempelvis have fået diagnosticeret hiv, astma eller andet. Det ville være mærkeligt hvis jeg i et indlæg her på Louises blog kunne redegøre for hele det psykiatriske systems forsider, bagsider og så for øvrigt min holdning til dem, men hold da op hvor jeg synes det er spændende det her.. Det her blog noget er godt nok over min forventning! Alle tiders at der nærmest er gang i et debatforum - Louise du må sige til hvis jeg skal finde et andet sted at udlede mine tanker:-)!
enig marie - med medicin i nogle tilfælde - jeg vil blot gerne, at der var flere alternativer til den medicin.... og jeg vil blot gerne, at vores samfunde kunne prioritere pengene lidt anderledes end det blir gjort nu.... så der var flere menneskeressourcer til at give omsorg, kontakt, skub og vejledning (pædagogik f.eks.)ud i livet igen igen ..... så det var vist det for denne gang.... jeg finder dælme da også sådan en louise-blog spændende.....
...ps. det er lige lidt svært for mig at tie stille.... altså.... MAN KAN SGU DA IKKE SAMMENLIGNE det at have psykiske vanskeligheder MED KNOGLESKØRHED, KRÆFT ELLER HORMONFORSTYRRELSER.....ALTSÅ!!!!! COME ON......
OK Marie - det fører for vidt at gå i detaljer her på bloggen - for netop alle de "store" detaljer: normaliseing (herunder diskussioner om f.eks. pædagogens rolle i samfundet ;o).....), marginalisering, eksklusion kontra inklusion, sygdomsopfattelser, biologi/psykologi/socialt, menneskesyn, værdier/holdninger (find selv på flere :O) - alle de faktorer er vigtigt i sådan en diskussion - ... det må man vist sidde overfor hinanden for at kunne tale sammen om :o) tak for diskussion herfra - måske der kommer nye ting at diskutere fra louises blog.... og louise - jeg håber du får gode indkalds-dage........
Til Bente:, med henblik på at være psykotisk, ved jeg godt hvad din defination af det er, men jeg tænker bare?.. Altså hvis en psykisk -(syg)?- lidende, er diognosticeret ex. paranoid skizofreni og medicin er en absolut nødvendighed for at kunne klare sig, - hvis det ikke er en sygdom og "kun er en forstyrrelse", hvad er så en spiseforstyrrelse set i lyset deraf??? Forstå mig ret?...
Lider psykisk syge af en sygdom? Og lider anoretikere af en forstyrrelse??? Eller lider psykisk syge af en forstyrrelse?
Litteratur: Bent Madsen // Solcialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund. // Hans Reitzels Forlag. Alain Topor // Fra patient til person // Akademisk Forlag.
Hejsa Louise - jeg har oplevet, at psykiske problemer "sætter sig" i kroppen som en form for fysisk sygdom (psykosomatik) - du ser det jo også hos os på H - at angst sætter sig som angst for at fejle noget..... MEN mon ikke også sygdomsbegrebet står til diskussion - hvem er efterhånden "rask"??? - lad os vende tilbage til DEN diskussion når vi ses.... :o) Forstyrrelse/vanskelighed kontra psykisk syg - glæder mig til at høre dine overvejleser.....det lyder på din sms som om du har gode overvejelser om det.... KORT OM min forståelse af: Spise"forstyrrelse" - jeg lader være med at spise fordi det er nemmere end at spise.....dette med at føle at DET med maden har jeg kontrol over....alt andet har jeg ikke kontrol over Social"forstyrrelse" - isolerer sig fordi det er nemmere end at være social - at være sammen med andre så mister jeg kontrollen og bliver angst, paranoid o.s.v. og så kommer diagnose-pappa og diagnostiserer dig i hoved og ...... Nå - ja, jeg er en kvinde af MANGE ord - men fyldestgørende ord her på bloggen - det er svært - men heldigvis så ses vi ..... spændende at få gang i tanker og reflektion vi ses og skrives ved Louise
Kære Louise Det er spændende tanker du udtrykker og i det hele taget en spændende diskussion din blog lægger op til. Jeg er lidt spændt på hvordan du tænker de 2 dvd'er: Det drejer sig om kontakt ind i dit arbejde. venlig hilsen Birthe
Iforhold til dvd´erne: "Det drejer sig om kontakt" vi så på indkald - kan jeg nu se, hvor meget jeg allerede har lært ude i praktikken på så kort tid. Det var meget spændende, men jeg kunne godt have ønsket at have set dvd´erne før? Jeg mener bare - jeg blev sendt ud i min praktik med meget få redskaber i socialpsykiatri.
Hej Louise - jeg tænkte: måske havde du ikke fået så meget ud af de dvd'er hvis du havde set dem inden du kom i praktik :o) - det kan jo være svært at forstå et sprog man endnu ikke har lært..... ses måske i aften :o)...... hilsen fra bente - og go weekend - håber du havde en god tur til Bazen og mon du fik aftalt om et besøg et andet sted????
hejsa igen..... åh, jeg faldt lige over nogle ny brochurer omkring tilbud til unge -ikke med sindslidelser, men tilbud til unge med "psykiske vanskeligheder" - måske Topor er ved at trænge helt igennem i Århus Kommune...... :o) hilsen bente
En lille anerkendelse ;) Det er torsdag i uge 19, og jeg var på Bazen sammen med en beboer fra praktikken (ham som jeg i øvrigt kører pædagogisk forløb med). Bazen er et værested i centrum for unge, som har problemer af forskellig karakter. Måske er de ”bare” ensomme, eller måske har de psykiske vanskeligheder, der gør det svært for dem at opretholde en omgangskreds. Bazen drives af en gruppe frivillige, som et supplement til det professionelle behandlersystem. Man kan bruge de frivillige til at få råd og vejledning – eller bare til en snak. Det var første gang jeg var på Bazen, så jeg var ikke rigtig klar over, hvad det egentlig var jeg gik ind til. På Bazen er der aftensmad, hvis man har lyst til at spise med, fælles madlavning, indkøb osv. Til de spillelystne og mere kreative, er der adgang til pool, bordfodbold, spil og playstation, Internet m.m. ”Min beboer” fra praktikken havde kun været afsted et par gange før, så jeg følte hurtigt at han blev en smule nervøs, da der denne gang var andre unge som ”han” ikke havde mødt. Men han gjorde det rigtgi godt, var selskabelig og behagelig og vi hyggede os med de andre unge dernede. Jeg gjorde mig selskabelig med andre unge, og ligeledes gjorde ”X”,. Så det var faktisk en rigtig god øvelse, både for ham og jeg. Jeg blev udfordret på mit pædagogiske område, og han konfronterede hans angst for nye mennesker. Der blev grinet, joket og snakket seksualiteter og eksistentielle problemer. Lyder måske meget forkasteligt i en sådan situation med fremmede mennesker, men det var virkelig en god og givende, inspirerende aften. Andre unge betroede sig hurtigt til mig om eksistentielle ting og der blev snakket om fast og løst. Allerede det er en anerkendelse af mig, mit pædagogiske arbejde, eller jeg selv som person - at jeg udstråler en personlighed som unge tør forholde sig til. Som om det ikke var nok, blev jeg også spurgt af personalet – de frivillige dernede, om jeg var interesseret i et job som frivillig, fordi så var tilbuddet ihvertfald åbent =).. weeagh! Jeg har faktisk ikke fået reflekteret over min aften på Bazen før nu, da jeg har brugt min energi på ”min beboer” .. Havde han en tryg aften dernede, havde han en god aften, og var han okay - havde vi været afsted for længe osv?.. Vi har selvfølgelig snakket sammen om det, og det var rigtig fint osv, men jeg tror det blev for meget for ham til sidst.. Set i baKspejlet, var det virkelig en fed oplevelse – for mig! En god aften.
Flot Louise – en lille anekdote ;) Du er virkelig en prøve for enhver.. Man skulle tro at jeg i praktikken havde en støttefuntkion, at jeg som person var en man kunne læne sig op ad når tingene brændte, trods det at jeg lige har skamrost mig selv ift. Bazen. Selvfølgelig - men men men, tingene er ikke altid hvad de ser ud til at være;). Jeg har flere gange hjulpet beboerne med at lave mad, og har tit joket med at min hjælp i køkkenet – ofte er ingen hjælp!. Jeg laver sjældent store festmåltider, da jeg hjemme kun skal forsørge mig selv. Allerede der er jeg jo en mester i at lave fantastiske toasts med lækkert fyld og rød saft. Men her, er det tit måltider på op til 10 mand. Der skal handles ind, der skal dækkes op og laves mad, altsammen tilrettelægges og gerne færdig kl18:00 sharp - ikke før, ikke senere. Der er mange 146742 forskellige ting – og der kommer jeg ind i billedet med det kølige overblik, eller?..”#¤%#” Sagen er den at når jeg er i et køkken – er det nærmest Hells Kitchen fra tv3 tror jeg? - der har kørt noget frygteligt tvkøkken? Anyway – det kan blive for meget for en person med psykiske vanskeligheder, at en toastpige som jeg – ikke altid har det kølige overblik. Jeg kan jo nå at stille pigen 117 gastronomiske pinlige spørgsmål i tiden mellem 17:00 – 18:00, og det kan jeg godt se nu, at det ikke er en pædagogisk øvelse, det er decideret unødvendig kaos i hendes hoved;).. det er det egentlig. 1 time sammen med mig – er lig 100% forøgelse og chance for fatal irriterende og ærgerlig psykose!.. Men der er også tid til at der bliver grinet af mig, og ikke med mig;)
en sand gastronomisk undtagelsestilstand mellem kl.17:00 - 18:00!.. mon jeg en af de sidste dage i praktikken skulle lave et brag at af festmåltid til beboerne;) HVORFOR STÅR DET IKKE I MIN MÅLFORMULERING... &%¤#"@?!2%
Hejsa Louise....... først lige en kommentar til det med KØKKENARBEJDET.... hvis ikke DU havde lavet mad med vedkommende de 2 gange du har, så havde hun nok aldrig kunne forholde sig til hvad hun kan og ikke kan og hvad hun gerne vil ha og ikke vil ha - ja, måske havde hun/vi slet ikke fået øje på de problemer hun kan ha i det køkken ;o) - og vi mennesker udvikler os eller lærer jo ikke os selv at kende kun i medspil og overblikssituationer - modspil og forstyrrelser gir jo godt til "reflektionskassen"..... og vi pædagoger kan altså ikke altid være eksperter på andres problemer/vanskeligheder - så må vi jo ta chancen - og så sker der jo noget!!!! Godt gået igen Louise - syns jeg (vi snakker lige mere om situationen på fredag) hilsen bente
åh ja - jeg glemte lige empowerment og personalesamarbejde.... jo empowerment-forståelsen kan sagtens inspirere i samarbejdet mellem personaler....f.eks.: 1)at støtte hinanden i ikke at servicere og dermed kunne fastholde beboerne i afhængighed af os..... 2)det at tage magt over egen arbejdssituation - hvis lederen også forstår sig på empowerment) 3) det at tage ansvar for egen faglig udvikling - søge viden og følge med i "tiden" 4) ligeværdigheden - uanset uddannelse ........ så jo, lad os diskutere det når dine medstuderende kommer på besøg på lørdag.... bente igen igen
EMPOWERMENT.. I socialpsykiatrien betyder "empowerment" - at sætte folk til at handle selv, kontrol over eget liv, indflydelse, medbestemmelse osv. At opnå kontrol over de kritiske og afgørende faktorer, der holder mennesker fast i undertrykkelse eller afmagt, hvor de ikke har kontrollen. De har ret til at opleve det gode livs fundament - at opleve en sammenhæng i tilværelsen, således at den opleves som begribelig, håndterbar og meningsfuld. Empowerment betyder magt, kraft og styrke, hvor vækst i erkendelse, indsigt og selvforståelse går hånd i hånd med en kraftfuld handlen. Empowerment er både en proces og et mål i sig selv.
Er total vild med din blog - først nu (hvor jeg egenligft burde læse) at jeg tage mig tid til ordentligt at læse - synes det er total spændende. Glæder mig at høre mere om dagen idag...
flot så meget du får ud af din blog! rigtig spændende læsning. Du skriver også så levende, så jeg lige kan sætte mig ind i hvordan du har det når du står med madlavningen. Men ingen er jo perfekte, og det er måske heller ikke det borgerne forventer ;-)..
GEORGE MICHAEL weekend ;) Har i denne weekend ligget på værelset med åbne vinduer og lyttet til George Michael både fredag og lørdag aften.. - holder vejret mens han siger tak for i aften, og venter i spænding på hans ekstra numre.. FREEDOM og hvad har vi ellers! Helt gratis;) NÅ – men for at bruge lejligheden ifht bloggen og til noget fagligt, til noget folk gider at læse og kan reflektere over, blev jeg stillet et interessant spørgsmå af min praktikvejleder i weekenden til ”empowerment”.. En tankestreg: jeg blev spurgt til ”empowerment” i lørdags: ”Louise, er det // hvor vigtigt er det for dig at vide beboerens diagnose?”. Og jeg tænker at havde hun spurgt mig for 2 mdr. siden havde jeg sagt ja, fordi så mange ting”.. og i dag havde det måske været et andet svar? Set i lyset af at jeg bruger meget tid sammen med ”X”, så er jeg efterhånden bedøvende ligeglad med om han er affektiv skizofren, paranoid skizofren eller manio depressiv, border line og hvad har vi ellers af påduttede diagnoser? Det er lidt sjovt at se hvor i processen man er, i hvilken faggruppe og hvilken kasket du bærer – i hvilken sammenhæng du vil give dit kvalificerede bud på hvor vigtigt diagnoser er og hvorfor? Jeg er stadig i en process og mangler stadig viden, og derfor synes jeg det er svært at definere hvad er rigtigt og forkert, hvad er vigtigt og hvad er marganalisering? Denne er åbent for jer der kigger med, vil meget gerne høre hvad I mener?
Angående det med at vide diagnoser: En psykiater fra opus på Ungdomspsyk vil helt sikkert sige, at det er vigtigt at vide, at en skizofrenidiagnose betyder, at den unge har problemer med - at håndtere stressede/pressende situationer, at få struktur over hverdagen, at klare "almindelig" social samvære - og at det er der vores indsats skal ramme - om jeg så må sige.... MEN - det er jo vigtigt (for mig :o) .....) at se den unge ikke blot som sin diagnose men som et helt menneske - og prøve at se nogle af problemerne som eksistentielle problemer - og symptomerne (at høre stemmer, at skade sig selv, at isolere sig, misbrug....) som en form for forsvar for det nogle gange så forbandet svære liv...... Vigtigt er det NETOP AT DISKUTERE MED HINANDEN den viden og de holdninger der kommer frem fra.... øh - ja, hvor kommer det fra??? Nyt diskutionsemne.... hvem bestemmer hvad vi skal synes og mene om psykiatrien???? :o) DETTE med det diagnostiske samfund - der findes godt nok mange diagnoser - og nogle gange finder man sgu en diagnose EFTER man har fundet medicinen (pillen).... At være marginaliseret.....at være i samfundets margin.... udenfor - som manden på risten - som at være til glo-party....hvem vil være udenfor..... uanset festens indhold???? vi ses - min dygtige praktikant
hej igen Louise ..... igen er det bevist: ingen spørgsmål er for dumme....og det er en gave for vores arbejdsplads at vi ofte får besøg af nysgerrige og umiddelbare studernede...det tvinger og inspirerer os "gamle" til at forklare, reflektere og handle påny påny... ses om lidt
altså Louise.... må jeg kondolere???? eller er din blog alligevel ikke død??? hilsen bente ps. tillykke med at din praktiktid hos os vil blive "godkendt med pil op"
- tak Bente ;) Ved godt at det har været et stort tab for dig at min blog har været lidt død på det seneste, men jeg vil prøve at redde den?
SOlen skinner og der er forår-(sforelskelse) i luften! "Min beboer" er forelsket og har fået en kæreste - og han flyver! Skøøøønt! Siden jeg sidst har skrevet på bloggen i forhold til pæd.forløb med "X" er der sket lidt at hvert, og heldigvis kan man sige - er det endt godt! Han er glad igen og mere til. Men men men, i mellemtiden var han røget i et forfærdeligt stort sort hul, var virkelig ked af det og havde mistet lysten til at leve. Han sagde til mig (inden han blev indlagt på psyk. // Risskov) at han havde selvmordstanker, han var ulykkelig, hans drømme var bristet og han havde mistet troen på "det gode liv". Han fortalte at han ikke delte sine tanker med andre end jeg på daværende tidspunkt, og at ingen vidste han havde selvmordstanker! Værsgo... Uden jeg vidste af det, var jeg ikke klar over om/ at det var en hemmelighed -og tænkte ikke videre over det. Istedet begyndte jeg at spørge til HVORFOR han havde suicidale tanker og andre "HV" ord//spørgsmål? Summa summarum er at jeg i sidste ende glemte at det var en hemmelighed, og jeg snakkede med ham igen, om at jeg ikke enehåndigt kunne rende rundt med en sådan hemmelig viden! Hvilket han sagtens forstod og vi fik en god snak.. Senere samme dag kom han selv ind til personalet og bad om at blive indlagt, da han mente at han var til fare for sig selv, og at personalet ikke længere kunne varetage ham.. hvilket jeg fik at vide - til min store forskrækkelse, da jeg mødte den efterfølgende dag!.. Jeg tænkte: åh nej, hvad har jeg sagt og gjort forkert eller mangel på samme???. //
RESERVESOLIDARITET?.. Reservesolidaritet for mig er: når man gør noget for een for kun at tilfredsstille egne behov, et eksempel. Jeg sidder i fællesstuen sammen med "X" og Bobo (en anden beboer)kommer ind til os. Han spørger "X": Vil du med op at se min hjemmeside// myspaceprojekt - et arbejde og en hjemmeside for en upcoming sangerinde i danmark? Hvortil "X" konsekvent svarer: NEJ - det gider jeg ikke?.. Jeg tænker og reagerer - ÅH NEJ, hvordan kunne han faktisk svare ham så konsekvent, "Bobo" står total sårbar, altså han sælger sig selv, og spørger een om han er interesseret i at lave en brugertest på hans hjemmeside. Han har måske haft svært nok i forvejen overhovedet at spørge nogle.. Jeg tænkte straks// eller var tæt på at reagere: RESERVESOLIDARITET - i den forstand - jamen vil "X" ikke, så vil jeg da selvfølgelig gerne!.. Fordi - stakkels mand altså? Det kunne jeg ikke arbejde med - at "bære denne afvisning" Det er vigtigt for "Bobo" at han føler jeg ikke kun gjorde det fordi "X" ikke ville, men fordi at jeg rent faktisk gerne ville.. (Jeg endte med at lave denne "brugertest" og give ham min respons) Jeg spurgte ham selvfølgelig hvad han gik og arbejdede med, hvad gik det ud på og hvad havde han brug for ved en testperson? Heldigvis synes jeg housemusic er fedt at lytte til, hvilket var netop det felt indenfor musikken - han arbejder med:) og pisse interessant at han laver en musikers hjemmeside.. Det er et stykke abejde for en sangerinde, hun har brug for et space at promovere // hun har brug for en hjemmeside og samtidig er det hans eksamensprojekt som han skal fremlægge og forsvare her i juni mdr. Jeg synes det var mega fedt og spændende og ville hellere end gerne hjælpe ham.. Sagen er den at netop denne situation // dilemma har givet stof til eftertanke og "relfektionsværdi", eller det kunne den, altså - hvad gjorde jeg? Handlede jeg egentlig ud fra personlige behov, eler hvad jeg følte var mest rigtigt på det tidspunkt? Og for hvem er det rigtigt?..
Mistanke og tillid!.. Hvad gør man når man konfronterer een i et misbrug og hun nægter alt!? Hvor mødes man?
RESPEKT er at lade hende selv afgøre hvad et godt liv er. FAGLIGHED er at give hende professionelt modspil. ANSVAR er at varetage hendes behov når hun ikke selv er istand til det.
Hvordan gør man, hvis man ikke kan møde hende på halvvejen?
Er det professionelt at sige til hende, hvad der rører sig inde i os, i een selv - som står på sidelinjen? Hvad sker der i os når vi ser hende i et misbrug.. Og hun ikke vil samarbejde? Er det ikke vigtigt at snakke følelser begge veje også? Hvad får man ud af - kun monolog?
interessant med at skille ad: respekt faglighed ansvar ... og hvad med etikken? Er det at vise respekt, at være vidne til at et menneske går i hundende - eller skal man gøre ALT hvad man kan for at det ikke sker??
r det etisk forsvarligt at bruge sin faglighed som grund til at blande sig i et andet menneskes valg i livet? Eller er det et almenmenneskeligt ANSVAR.....???
Er det et særligt ansvar vi har, når vi er ansatte af ham kommunen -et ansvar vi kun kan ta' fordi vi er ansatte og skønne lønnnede.... ??? go viigend Louise...... hilsen bente
Ja - hvad med etikken?? Den er ihvertfald ikke repræsenteret i indenrigs- og sundhedsministeriets "Fælles værdier i indsatsen for mennesker med en sindslidelse".. Mht. respekt og lade hende afgøre hvad et godt liv er - i lyset af hendes misbrug, skal vi selvfølgelig ikke stå på sidelinjen og lege pauseklovner.. Der mener jeg at "ansvar" bliver substitut for "respekten", fordi ansvar er: at tage over når hun ikke er i stand til at varetage sig selv?.. En god pædagog - kommer ikke af faglighed alene, du er ikke pædagog pga lønnen i dag! Det er jo fordi du vil gøre noget godt, udrette noget som giver værdi. Og værdi for mig er bl.a. - at være med til at udvikle et andet menneske?
... når og hvis vi så tar over??? Er det så magt - eller ligefrem overgreb?? Det ku f.eks. være at tvinge (spærre inde) til afvænning - og er det at tage ansvar for et menneske der ikke selv kan tage det ansvar vi synes vedkommende skal tage.... eller er det respekt at lade vedkommende tage al det stof der er til rådighed.... det er jo det dilemma vi står i når der ikke er grønt lys for et samarbejde - og det er det der kan være så svært at være vidne til.... men mennesker har ret til at leve som de vil og mennesker har selv ansvar for deres eget liv... vi kan hjælpe og forholde os, men ikke leve det andet menneskes liv....ka vi??? ses
Det er meget centralt og etisk dilemma du diskuterer. Måske skulle du fordybe dig i noget faglitteratur om etik og omsorgsarbejde! Jeg skal lige overveje hvad det kunne være.
... jeg har lige nogle forslag til inspiration: Peter Kemp "Principper for omsorg" kap. 9 i bogen "Filosofi-Etik- Videnskabsteori" red. Merete Bjerrum og Kirsten Lund Christiansen (Akademisk Forlag) eller "ETIK - dilemma og valg" af Einar Aadland (Dansk psykologisk Forlag) eller "Når rejsen er målet - metoder i socialpsykiatrisk praksis" (Videncenter for Socialpsykiatri) især artiklen af Allan Holmgren: "Anerkendende afsæt"
Også spændende at se på de psykiske problemer som individualistiske eller se det hele i et socialt perspektiv - altså se problemerne i en kontekst af sociale relationer eller som et individuelt fænomen...... Det kan godt være, at vi går rundt og oplever os selv som adskilte individer, men vi lever i en konstant social proces og bliver hele tiden rekonstruerede i en social konstrueret verden gennem sprog, fortællinger, historier og DISKURSER.... :o) - er der nogen der mener ... her kommer jo igen etikken - og spørgsmålet om hvorvidt vi har ansvar for hinanden eller om vi kun har ansvar for os selv i disse forskellige sociale kontekster....og hvad er pædagogens rolle i den konstuktion er hedder socialpsykiatrien??? hilsen bente
Etisk overbevisning kontra politisk ansvar? Jeg mener at - arbejder man i psykiatrien, følger der konsekvent et ansvar med. Og nej, vi skal ikke leve "deres misbrugsliv" - men vi har stadig et ansvar.. "Den sande ansvarlighed består i at kunne se konsekvenserne af det man gør, og i at kunne sætte grænser for det man gør, ikke blot på grund af konsekvenserne, men også på grundlag af en overbevisning om hvilke handlinger, indgreb eller undladelse af samme der krænker den livssammenhæng som har dannet sig i et menneskes liv... - Ansvarlighed er det engagement der gælder både for det personlige liv, samfundet og naturen. Derved bliver den indholdet i samvittigheden der udvikles som den indre stemme vi lytter til, når vi skal afgøre med os selv hvad vi skal tage ansvar for. Samvittighed er ikke noget man bare har fra naturens hånd. Den er evnen til at føle ansvar på grundlag af den etik eller den opfattelse af det gode liv, som man har dannet sig i møde med forældre, bedsteforældre, lærere eller hvem det nu kan være hvis overvejelser har gjort indtryk. Den ansvarsfulde handling er- ligesom det gode liv i det hele taget, en kulturel dannelse." Filosofi - etik - videnskabsteori // red. Merete Bjerrum og Kirsten Lund Christiansen // kap. 10. Ansvaret for omsorgen. - det gik lidt stærkt? har ikke læst det igennem"#¤%&/( hovedpine - og kun een kontaktlinse i brug GOD weekend!
Min samvittighed siger mig, at jeg også må sige go weekend til dig - en go del af den skal vi jo tilbringe sammen....DET blir helt sikkert hyggeligt - og så lige et citat fra "Tanker fra en Kanibal" af Fernando Savater - et citat, som måske også vil kunne diskuteres når talen kredser omkring psykiatri: "Vi er ikke frie til at vælge, hvad der sker med os. Men vi er frie til at vælge, hvordan vi vil reagere over for det der sker os" - vi ses på døgn.... hilsen bente
Kære Louise - nu er tiden snart inde til at du skal videre i din uddannelse - efter en ferie og en opgaveskrivning :o) - jeg kan ikke lige dy mig for at sende dette citat - sådan apropos vore mange samtaler om diverse problemstillinger - et citat til inspiration, når vi skal hjælpe, støtte og vejlede andre mennesker til at forfølge deres drømme - og når vi skal pege på det ansvar det enkelte menneske selv har for at leve dette liv.....og når vi skal pege på den frihed vi alle har til at vælge...... "Engang i oldtiden diskuterede en romersk filosof med en ven, der benægtede menneskets frihed og hævdede, at alle mennesker gør, hvad de gør, forde de ikke kan lade være. Filosoffen tog sin stok og begyndte at slå løs på vennen af alle kræfter. "Hold op! Du må ikke slå mig mere!" råbte venne. Men filosoffen fortsatte med at prygle ham, alt imens han argumenterede videre:"Siger du ikke, at jeg ikke er fri og ikke kan lade være med at gøre det, jeg gør? Så lad dog være med at spilde mere spyt på at bede mig holde op. Jeg handler helt automatisk". Filosoffen holdt ikke inde med at banke løs på vennen, før denne anerkendte, at han frit kunne holde op med at slå". citat fra tanker fra en kanibal.... Tusind tak for en dejlig praktikvejlederperiode sammen med dig.......... hilsen bente
64 comments:
indledning
Begrebet Socialpsykiatri kan oversættes til "socialt arbejde med sindslidende". Det er netop gældende for min øvelsespraktik. Jeg finder arbejdet enormt interessant og utroligt vigtigt. Det bliver en stor udfordring for mig, men det er en tid som jeg ser frem til med stor interesse.
Baggrunden for mit valg af praktiksted er, at jeg ser arbejdet som et betydningsfuldt arbejde. Samfundssynet i dag og dets nøgleord er: frihed. Og frihed har man ikke, hvis man er afhængige af andre mennesker og deres kvaliteter og egenskaber. Denne holdning er usund. Vi er blevet et indvidualiseret samfund og vi glemmer de svageste. Derfor er pædagogerne og deres arbejde utrolig betydningfuldt. Deres profession hindrer samfundet i at lagre fremtidige skæve eksistenser.
FØSTE DAG I PRAKTIKKEN,
Endelig - skulle jeg til at sige.. Første dag i praktikken er "veloverstået". Der er altid mange indtryk, nye mennesker osv. Men fordi jeg netop er i en specialpraktik og interesserer mig enormt meget inden for området,har det altså været en hård dag. Deres arbejde finder jeg enormt vigtigt og derfor har jeg selvfølgelig villet suge så meget til mig som overhovedet muligt i dag. Jeg skal bare lige vænne mig til, at her kan jeg ikke vinde - jeg kan ikke vide alt på forhånd, som jeg gerne ville. Jeg skal bare suge al den erfaring til mig, som er mulig.
Men min dag har forløbet således at jeg har siddet i møde hele dagen - fra kl09:00 til 16:00. Først er der møde om beboerne i stuegruppen, hvor de grundigt hverisær bliver gennemgået. Vi er en gruppe på 6, bestående af sygeplejerskestud,sygeplejerske, afspændingsterapeut, socialpædagog og socialrådgiver, dette finder sted ugentligt. Her lærte jeg at det er meget forskelligt og meget individuelt hvor psykisk belastede beboerne er. Her erfarede jeg at en af beboerne lige er blevet indlagt på psykiatrisk til medicinsk behandling og at hun er under hårde vilkår. Det bliver meget konfus det her, men der var mange problemstillinger i løbet af dagen, en anden var alkoholkulturen blandt beboerne. Der var rigtig mange ting, og pædgogerne derude var rigtig gode til at se konstruktivt på de forsk. problemstillinger, og diskutterede for og imod osv. Et af møderne lagde jeg særligt mærke til, den foregik på en sådan måde at der var en dialog mellem 2 personer: en med problemstilling, og en ordstyrer. Og så var der os andre, som kun måtte tilføje når vi blev spurgt. Et lille rollespil. Vi påtog os hver især en rolle. Virkelig interessant. I morgen skal jeg sammen med min vejleder og nogle af beboerne til et foredrag om rettigheder, hvilke rettigheder vi har som borger i dk. Det glæder jeg mig meget til! Er spændt på at se hvor mange af beboerne som vil deltage - det er frivilligt foredrag i Trøjborg...
PSYKIATRIBRUGERES RETTIGHEDER
I dag - på anden dagen, var vi til et foredrag om psykiatribrugeres rettigheder i systemet. Det var rigtig spændende, men desværre meget kort. Der er 117 forsk. love og rettigheder i forhold til psykiatrien, så der var meget at nå på 3 timer, og vi nåede jo selvfølgelig ikke det hele.
Det viste sig at det ikke kun er brugere i psykiatrien, der er klar over "alle" deres rettigheder, det gjaldt også medarbejdere i psykiatrien. Både pædagoger, læger, sagsbehandlere og socialrådgivere. Mødet var meget interessant og udbytterigt. Foredragsholder: Knud Kristensen, som også har udgivet "Håndbog for psykiatribrugere og pårørende 2.
udg."
Han gjorde os blandt andet opmærksom på, at det er godt at klage, føler man sig uretfærdigt behandlet, skal man klage, men det er der desværre al for få der gør. Hvis vi klager, bliver der også gjort fokus på problemet. Klag klag klag.
Pt bliver der arbejdet på en fremtidig behandlingsgaranti: DRG // diagnoserelateret gruppe. Behandlingsgaranti som ex. kræftpatienter har. Psykisk lidende har idag ingen udvidet behandlingsgaranti. Jeg stiftede også bekendtskab til behandlingsplan, som består af 3 behandlingsmetoder - herunder: den biologiske, den terapeutiske og den socialpsykiatriske. Jeg fik endvidere viden om tvangsindlæggelse, omsorgssvigt og tavshedspligt og igen brugerens retssikkerhed. Herunder havde vi en spændende debat om socialt og psykisk belastede personer på kontanthjælp* og om en socialrådgivers pligt til at orientere sig om hvorvidt personen er belastet eller ikke.
I dag havde jeg også en rigtig god dialog om livshistorie, med en af beboerne. Det var meget intimt og meget spændende. Jeg gav lidt af min og han af hans. Synes selv jeg gjorde det godt, og min studievejleder gjorde mig opmærksom på mit dilemma, og vi fik drøftet min dialog jeg havde havde med beboeren.
Min dag har været meget udbytterigt og jeg glæder mig til i morgen. I morgen aften skal vi ned i beboerhuset og høre musik idet der er kulturdag. En af beboerene skal optræde med sit band.
KULTURDAG I BEBOERHUSET
Dagen starter med et møde, det personale der nu har fri - opdaterer det personale der møder. I mødet bliver der diskutteret tavshedspligt: en af medarbejderne har noget fortroligt med en af beboerne. Der bliver nu tvivl om hvorvidt det er en god ide, men konklusionen er, der er det information som er rart at vide for personalet, og der er information som er godt/nødvendigt at vide for personalet. Dette er en vurderingssag, og det blev vurderet at det ikke var en nødvendighed at personalet vidste besked. Det er vigtigt for beboeren at vide at tillid findes til hende fra den enkelte kontaktperson.
I dag fik jeg læst nogle af beboerens journaler og handleplaner, der bliver hver dag ført dagbog af den enkelte beboer og bliver herefter arkiveret i den enkeltes mappe. Dernæst spiste vi aftensmad, 3 ansatte og 3 beboer. Kl.19:00 skulle vi se "bandet" optræde i Beboerhuset. Afsted med os. Det var en positiv oplevelse at se en beboer optræde foran en stor forsamling - han gjorde det rigtig godt!
Vi kommer tilbage, til en lille forskrækkelse for mig, da en beboer havde skåret sig i hænderne med barberblade - og var på vej til skadestuen. Bagefter fik jeg talt med min vejleder, da jeg havde nogle spørgsmål og jeg fik afklaring på hvordan jeg skulle forholde mig til en sådan situation. Et par timer senere havde jeg fyraften... Det var hvad der skete den dag i store hovedtræk.
PSYKOFARMAKA - behandling af psykiske lidelser med nervemedicin.
Hvorfor er det vigtigt for mig som pæd.stud at vide om medicinering - tænker jeg. Fordi det er vigtigt at vide hvilken medicin der bliver brugt, hvornår og hvad er formålet med det - bl.a. at fjerne, dæmpe og forebygge depression, angst og selvmordstanker. Ligeledes, hvad er bivirkningerne ved medicinen og hvad sker der hvis den ikke bliver vedligeholdt? Medicinen påvirker tanker, følelser, humør og væremåde. Viden er grundlag for udvikling og helbredelse.
Hej Louise!
Jeg er meget imponeret over dn utrolig flotte og velformuleret "praktik-dagbog". Skide godt gået siger jeg bare :-) Dejligt at høre du trives godt i praktikken!!
kærligst Tina
Hej Louise!
Jeg er meget imponeret over din utrolig flotte og velformuleret "praktik-dagbog". Skide godt gået siger jeg bare! Dejligt at høre du trives godt i din praktik.
Kærligst Tina
Hejsa Louise - det er med STOR glæde, at jeg læser din dagbog - du arbejder simpelthen smaddergodt - og du viser - allerede efter første dag i din praktik - at du studerer i praksis... med både øjne, ører og hjerte - SÅDAN!!!!
hilsen din praktikvejleder bente
JEG VIL BARE LIGE SIGE...
Hej til alle som læser min blog - Jeg vil gerne understrege at de mennesker jeg arbejder sammen med som er diagnoseret en eller anden form for skizofreni, er ganske alm. mennesker som har følelser, op- og nedture og kæresteproblemer ligesom alle os andre alm. unge har problemer. Godt nok tager de medicin, men går i byen og drikker ligesom alle os andre. Nogle har enormt svært ved at more sig i byen´- flirte med andre mennesker, for der kommer den der "fuldemandssnak" smalltalk - hvad laver du så, hvad læser du og hvor kommer du fra osv bla bla. Og det er jo ikke fedt at sige: jamen hej, jeg kan ikke finde ud af at bo alene - jeg er skizofren - eks.
Jeg havde igen nogle rigtig gode snakke med flere af beboeren igen igår. Efter aftensmaden sad vi blandt andet udenfor i det gode vejr med bål og guitarsange :)
Dejlig aften.
Det skal også lige siges at til grin kan man altid blive. Arbejder stadig på min pædagogik, og den kan altså blive for meget, at 2 af fyrerne som bor der, altså faktisk grinte af mig, og tænkte: "christ" Louise, det var bare for meget;) Men altså det er jo svært, det er en balance, fordi det ene øjeblik føler jeg at jeg har med en ganske alm. pige at gøre, med ganske alm. problemstillinger og dilemmaer - det næste øjeblik kan hun ex. ikke forberede en kylling til aftensmaden?
OKAY... JEG SKAL HAVE STYR PÅ MIN FORTÆLLETEKNIK & 3. person ental//flertal?
Men det går bare så stærkt, og vil gerne nedskrive alle mine dilemmaer, oplevelser osv.
I dag har jeg været til unge messe i Århus. De første 3 timer er jeg til noget oplæsning/foredrag og debat på Rådhuset med div. kloge mennesker og organisationer. Med til debatten deltog bl.a. div. pingvinfolk fra ministeriet og andre godtfolk/pingvinfolk. Meget interessant, bl.a. udviklingen af flere og flere medicinindlagte, hvad er årsagen til at flere bliver henvist til psykiatrien?Fremtidige gøremål: blandt andet at skabe og netværksfastholde, bedre kommunikation alle parter imellem - dette har allerede givet gode resultater, mindske tvangsmedicinering osv. Pt er der bare for mange der bliver medicineret og det er en forkert udvikling.
Dagen sluttede med det ultimative teaterstykke jeg vil se og har set i længe. Det korte og lange: stykket var oprettet af et prof. teaterhold og instruktører, og teamet/skuespillerene bestod af unge socialt belastede mennesker (ikke psykisk belastede)med deres autentiske livshistorier, udviklingen i samfundet og samfundssynet kontra menneskesynet.
Et kæmpe kæmpe flot og godt udført arbejdsstykke. Jeg var hele følelsesregisteret igennem - latter, gåsehud og vand i øjnene. Det var virkelig godt.. Lålå!
Fedt fedt fedt!
Jeg kan forestille mig at det er en hårdfin balance at finde ud af hvornår du har persolige realtioner og hvornår du har professionelle relationer til de mennesker du arbejder med. Jeg kender ikke svaret, men følger intereseret med... Det kan være du finder svaret i løbet af din praktik ;-).
Du skriver, at
"OKAY... JEG SKAL HAVE STYR PÅ MIN FORTÆLLETEKNIK & 3. person ental//flertal?"
- det er da vist ikke så galt? Du skriver forståeligt og meget engageret, og det er slet ikke så tosset? vel?
mvh
Torben Bjerre
hej louise - det ser ud som om du får dig en go og afslappende weekend - det er godt og det trænger du til - efter sådan en 1000-tings-uge :o)
hyg dig
hilsen bente
Et forløb med en socialt og psykisk belastet.
I samarbejde med min praktikvejleder skal jeg i den kommende tid, støtte en beboer i at udvide hans netværk. Det betyder vi skal undersøge hans muligheder for en besøgsven, vi skal træne i at komme ud, ud med bussen, på cafe, i parker o.l.
Vi skal gøre det muligt at han i fremtiden kan føle sig mere tryg når han er ude med bussen, på cafe//værested - uden bekymringer for evt. psykotiske tilbagefald.
Et lille eksempel på et psykotisk tilbagefald. I går var jeg med ”ham” i "A" og i "B". Han kan godt lide naturen, kan lide at tage billeder og han kunne godt tænke sig at uddanne sig til fotograf. Hvorom alting er - kom vi afsted med bussen og det gik fint og startede godt. Allerede efter 45 min. fik han det dårligt, og gjorde mig opmærksom på en mulig psykose. Han mistede koncentrationen, han havde ikke lyst til at være der mere, der var for mange indtryk // mennesker og ville tilbage hurtigst muligt, han var bange for stemmerne kom tilbage, tvangstanker osv. Åh åh.. tænkte jeg ¤%%¤#, men om ikke andet prøvede jeg at berolige ham, snakke fornuftigt med ham, jeg prøvede at være rolig, bevare overblikket og håbede på en afsmittende effekt – alt imens jeg tænkte på overfyldte busser, barnevogne, børn, andre unge og gamle menensker, som i dette tilfælde ville være forstyrrende objekter. Han talte meget om at han skulle tilbage og have sin beroligende medicin ”PN”. Og jo mere vi nærmede os ”hjem”, jo mere rolig blev han, og jeg prøvede at tale ham fra at tage hans beroligende medicin – i den forstand at han skulle ikke tage den mere end højst nødvendigt! Jeg synes bare det er for ”let” medicinering – i et vist omfang.. Så vi aftalte at han skulle lægge sig lidt og slappe af i stedet – så ville jeg kigge til ham lidt senere. ”Kan ikke lide” hvis de render for meget rundt i deres egen rus og er høj på medicin…
Men i den kommende tid skal han og jeg samarbejde med henblik på en fremtidig besøgsven, træne i at komme ud: ud med bussen, på cafe og andre udeture. Jeg håber at kunne gøre en forskel - bare en lille smule...
Altså forstå mig ret...
ifht. medicinering skal jeg ikke gøre mig til dommer over hans dosering, det ved han bedst selv - han har ret, om nogen har ret?!
Meget interessant med medicinering.. Hvornår er det en nødvendig krykke og hvornår er det blevet en barriere i forhold at man ikke opdager at man faktisk godt kan gå selv...
Jo jo hun kan også tale i overført betydning hende her...;-)
Skide godt udlæg Marie..
Sad faktisk netop og snakkede med min praktikvejleder i dag om, at føre mere åbne indlæg og debatter på bloggen - netop som du lige har. Godt med noget der sætter tankerne i gang –
Altså der er flere ting i det her og lad mig prøve at argumentere subjektivt, eller hvad man nu siger…
Det er meget situationsbestemt og handling per intuition.. OG -
Selvfølgelig skal- eller hverken kan, jeg ikke være herre over den enkelte beboers medicinering, overhovedet. Det er der professionelle til. Men jeg vil vove at påstå at vi traf det rigtige valg – han og jeg. Hans tilstand da vi kom tilbage fra ”A” og ”B”, var faktisk næsten bedre end da vi tog afsted med bus og hele mulitjavsen. Derfor besluttede ikke jeg, men i fællesskab - blev vi enige om i FØRSTE OMGANG, at vente med ”PN´en” og at han skulle slappe af og få ro på igen. Hvilket han allerede fik på hjemvejen. Ellers skulle han selvfølgelig have haft sin ”PN” med det samme! ”PN” - beroligende og andet medicin, er opbevarende på deres respektive værelser (dog ikke i særlige tilfælde) men i dette tilfælde, og at de generelt på egen hånd styrer deres daglige medicinering. I dette tilfælde afventede han og tog sin ”PN” senere.
Jeg er rigtig glad for dit udlæg Marie og har selvfølgelig tidligere snakket med min vejleder om episoden. Mit valg i dette tilfælde var fint, og som sagt, hvis han fandt det nødvendigt at tage sin ”PN” skulle han selvfølgelig tage den med det samme.
Jeg vil som hovedregel altid handle efter bedste vilje og overbevisning, men det er jo ikke ensbetydende med, at min bedste vilje – er for beboerens bedste vilje og til fordel for samme.
Jeg har en rigtig god praktikvejleder som får mig til at se en sag // dilemma i perspektiv og fra flere sider. Ikke at jeg skal foretage mig medicinske og professionelle handlinger, men bare dilemmaer som jeg skal forholde mig til og tage stilling til, når vi drøfter // diskutterer.
Igen er det bare rigtig fedt // godt i praktikken – jeg har haft en rigtig god dag sammen med ham igen i dag og han har det bare rigtig godt. Jeg har ”desværre” allerede weekend, og jeg glæder mig til at møde i praktikken igen på tirsdag.
Gad vide hvad I siger til det derude - med min lille forsvarstale?? Er meget nysgerrig..
"PN" Jeg tolkede han godt kunne gå selv.
Hvornår er medicin misbrug?..
Er man som trist og garvet rødvinsdrikker, forladt, arbejdsløs og grå - alkoholiker?
Er den rødvinsglade, fraskilte, karrierebesatte, patetiske, udslidte og pessimistiske og overarbejdende adm. direktør, en mindre alkoholiker end ovenstående?
Så det nu faktisk ikke som en forsvarstale, for har hele tiden syntes at det virkede som om dit (læs: hans) valg var det rigtige. Du støttede ham i et valg som var den svære mulighed af to.
Synes stadig debatten er spændende. Er helt klart tilhænger af medicinering. Men helt klart modstander af overmedicinering. Polerne er jo i virligheden ikke så svære at forholde sig til det.. Det er jo - som i så mange andre situtioner - gråzonen, der er svær. Det er overgangen fra nødvendighed til unødvendighed der må være svær. Hvorfor lade være at tage sin pn-medicin når man nu erfaringsmæssigt ved at det virker i en sitution hvor man har det skidt? Det er aldrig let at skulle træffe den svære beslutning. Har du snakket med ham om situationen? Havde han en succesfølelse af "valget" eller var det bare hårdt for ham?
Altså nu vil jeg jo nødig overtage din blog Louise, men bliver nødt til lige om komme med endnu en lille kommentar;-)..
Endnu en gang et interessant spørgsmål! I min verden er man pr. definition alkoholiker hvis man er afhængig af alkohol for at klare sin hverdag. I den forbindelse er det det ligegyldigt hvorvidt ens hverdag består af "vigtige" frokoster på fancy direktionsgange eller af ture til aldi og timer på bænken.
Det forskellen nok primært består i, er hvor længe man kan opretholde illusionen om at være velfungerende - både overfor sig selv og omverdenen. Desuden har vi vist alle en ærgelig tendens til at finde ham på bænken en tand mere ussel end ham i direktørstolen.. Ikke desto mindre sætter begges misbrug nok spor i hver deres familie og omgangskreds.
Hvordan kan man være TILHÆNGER af medicinering??? OG hvad er det modsatte af medicinering så?
Hvem skal medicinere hvem? - og hvem skal bestemme hvilken medicin???
Åh - lige et tanke-spørgsmål fra Louises praktikvejleder
bente
go weekend Louise...... :o)
åh.... lige et lille ps.
den medicin vi taler om er jo en medicin der påvirker både ind- og udtryk - (her jo tale om antipsykotisk medicin) og derfor er det vel relevant at forsøge sig med at få så lidt kemi i sin krop som muligt - og helst slet ingenting. Det er jo også svært at arbejde med sine problemer, hvis man er alt for påvirket af medicin, som måske gør én en lille smule mere "lige glad"..... og sløv...
Lige noget helt andet .... jeg hørte lige i radion i går, at der pt. er 275.000 danskere der får antidepressiv medicin - de'r gåt nåk mange...
Fra mit synspunkt kan medicin være nødvendig i visse tilfælde.. Jeg taler ud fra et ikke indgåenden kendskab, men har dog tidligere arbejdet noget med psykisk syge mennesker og har også haft det inde på livet i privat sammenhæng. Der hvor jeg mener at det kan være nødvendigt er IKKE sat i stedet for terapi, af den form der nu måtte være relevant for den enkelte. Slet ikke! Jeg mener bare at medcinering i mange tilfælde kan være et redskab til rent faktisk at blive i stand til at begynde arbejdet med de ting, der måttet skulle arbejdes med.
Mener bestemt også at det må være ønskeligt at fylde så lidt kemi i sin krop som muligt, men hvis man er midt i en bragende psykose (sådan som jeg har oplevet folk i den situation) eller er depressiv i en grad hvor man måske er selvmordstruet, så mener jeg at medicin kan være en udemærket løsning til at opnå en "normalisering" (læg venligst MEGET mærke til ""). Når du, Bente, nævner de 275000 brugere af antidepressiv medicin, slår det mig også som et meget højt tal og at en del af dem måske er strandet, der hvor de ikke har opdaget at de KAN gå selv (for at fastholde eksemplet fra tidligere) eller måske med meget få værktøjer i hvert fald hurtigt ville kunne lære det.
"Hvem skal medicinere hvem?". Udemærket spørgmål. Idet at man medicinerer et andet menneske ligger der jo en skæv magtfordeling og det ene menneske bliver frataget en del af sin medstemmelse - hvis ikke det meste? Her kunne man skrive mangt og meget om tvang indenfor psykiatrien - det vil jeg undlade.
Ultimativ set handler synet jo nok meget af vinkel man har på sagen. Man kan lide læger eller lade være (her er jeg nok ikke helt upartisk), men mange psykiske sygdomme kan forklares ved kemiske ubalancer i hjernen - hvordan de så end er opstået.(Her kunne man skrive en helt masse om arv og miljø - det vil jeg OGSÅ undlade). Jeg mener ikke de alle kan HELBREDES med kemi alene. Men hvis vi ikke skal tilbage til de tider hvor en psykisk syg var landsbytossen man så ned på eller en der bare skulle tage sig sammen, bliver man nødt til at erkende at det er reelle sygdomme på linie med kræft, hormonforstyrrelser og knogleskørhed. Med den erkendelse følger (for mig under alle omstændigheder)naturligt en holdning til at kemi kan være en rigtig god hjælp og i mange tilfælde også nødvendig. Forestiller mig ikke, der er mange, der ville synes det var et fyldestgørende tilbud fra sundhedsvæsenet hvis ikke der var noget medicin med i "pakken" efter man eksempelvis have fået diagnosticeret hiv, astma eller andet.
Det ville være mærkeligt hvis jeg i et indlæg her på Louises blog kunne redegøre for hele det psykiatriske systems forsider, bagsider og så for øvrigt min holdning til dem, men hold da op hvor jeg synes det er spændende det her..
Det her blog noget er godt nok over min forventning! Alle tiders at der nærmest er gang i et debatforum - Louise du må sige til hvis jeg skal finde et andet sted at udlede mine tanker:-)!
enig marie - med medicin i nogle tilfælde - jeg vil blot gerne, at der var flere alternativer til den medicin.... og jeg vil blot gerne, at vores samfunde kunne prioritere pengene lidt anderledes end det blir gjort nu.... så der var flere menneskeressourcer til at give omsorg, kontakt, skub og vejledning (pædagogik f.eks.)ud i livet igen igen ..... så det var vist det for denne gang....
jeg finder dælme da også sådan en louise-blog spændende.....
...ps. det er lige lidt svært for mig at tie stille.... altså.... MAN KAN SGU DA IKKE SAMMENLIGNE det at have psykiske vanskeligheder MED KNOGLESKØRHED, KRÆFT ELLER HORMONFORSTYRRELSER.....ALTSÅ!!!!!
COME ON......
ps.. Jo jeg synes godt man kan sammenligne.. Taler om psykiske sygdomme (ikke "bare" vanskeligheder).
OK Marie - det fører for vidt at gå i detaljer her på bloggen - for netop alle de "store" detaljer: normaliseing (herunder diskussioner om f.eks. pædagogens rolle i samfundet ;o).....), marginalisering, eksklusion kontra inklusion, sygdomsopfattelser, biologi/psykologi/socialt, menneskesyn, værdier/holdninger (find selv på flere :O) - alle de faktorer er vigtigt i sådan en diskussion - ... det må man vist sidde overfor hinanden for at kunne tale sammen om :o)
tak for diskussion herfra - måske der kommer nye ting at diskutere fra louises blog....
og louise - jeg håber du får gode indkalds-dage........
En psykotisk tilstand?..
Til Bente:, med henblik på at være psykotisk, ved jeg godt hvad din defination af det er, men jeg tænker bare?.. Altså hvis en psykisk -(syg)?- lidende, er diognosticeret ex. paranoid skizofreni og medicin er en absolut nødvendighed for at kunne klare sig, - hvis det ikke er en sygdom og "kun er en forstyrrelse", hvad er så en spiseforstyrrelse set i lyset deraf??? Forstå mig ret?...
Lider psykisk syge af en sygdom?
Og lider anoretikere af en forstyrrelse???
Eller lider psykisk syge af en forstyrrelse?
Forstyrrelse kontra sygdom..
En tankestreg//
er sygdom - en fysisk "tilstand"??
og forstyrrelse - en psykisk "tilstand"??
Litteratur:
Bent Madsen // Solcialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund. // Hans Reitzels Forlag.
Alain Topor // Fra patient til person // Akademisk Forlag.
Hejsa Louise - jeg har oplevet, at psykiske problemer "sætter sig" i kroppen som en form for fysisk sygdom (psykosomatik) - du ser det jo også hos os på H - at angst sætter sig som angst for at fejle noget.....
MEN mon ikke også sygdomsbegrebet står til diskussion - hvem er efterhånden "rask"??? - lad os vende tilbage til DEN diskussion når vi ses.... :o)
Forstyrrelse/vanskelighed kontra psykisk syg - glæder mig til at høre dine overvejleser.....det lyder på din sms som om du har gode overvejelser om det....
KORT OM min forståelse af:
Spise"forstyrrelse" - jeg lader være med at spise fordi det er nemmere end at spise.....dette med at føle at DET med maden har jeg kontrol over....alt andet har jeg ikke kontrol over
Social"forstyrrelse" - isolerer sig fordi det er nemmere end at være social - at være sammen med andre så mister jeg kontrollen og bliver angst, paranoid o.s.v. og så kommer diagnose-pappa og diagnostiserer dig i hoved og ......
Nå - ja, jeg er en kvinde af MANGE ord - men fyldestgørende ord her på bloggen - det er svært - men heldigvis så ses vi ..... spændende at få gang i tanker og reflektion
vi ses og skrives ved Louise
Kære Louise
Det er spændende tanker du udtrykker og i det hele taget en spændende diskussion din blog lægger op til. Jeg er lidt spændt på hvordan du tænker de 2 dvd'er: Det drejer sig om kontakt ind i dit arbejde. venlig hilsen Birthe
Iforhold til dvd´erne: "Det drejer sig om kontakt" vi så på indkald - kan jeg nu se, hvor meget jeg allerede har lært ude i praktikken på så kort tid. Det var meget spændende, men jeg kunne godt have ønsket at have set dvd´erne før? Jeg mener bare - jeg blev sendt ud i min praktik med meget få redskaber i socialpsykiatri.
Hej Louise - jeg tænkte: måske havde du ikke fået så meget ud af de dvd'er hvis du havde set dem inden du kom i praktik :o) - det kan jo være svært at forstå et sprog man endnu ikke har lært.....
ses måske i aften :o)......
hilsen fra bente - og go weekend - håber du havde en god tur til Bazen og mon du fik aftalt om et besøg et andet sted????
hejsa igen.....
åh, jeg faldt lige over nogle ny brochurer omkring tilbud til unge -ikke med sindslidelser, men tilbud til unge med "psykiske vanskeligheder" - måske Topor er ved at trænge helt igennem i Århus Kommune...... :o)
hilsen bente
En lille anerkendelse ;)
Det er torsdag i uge 19, og jeg var på Bazen sammen med en beboer fra praktikken (ham som jeg i øvrigt kører pædagogisk forløb med). Bazen er et værested i centrum for unge, som har problemer af forskellig karakter. Måske er de ”bare” ensomme, eller måske har de psykiske vanskeligheder, der gør det svært for dem at opretholde en omgangskreds. Bazen drives af en gruppe frivillige, som et supplement til det professionelle behandlersystem. Man kan bruge de frivillige til at få råd og vejledning – eller bare til en snak. Det var første gang jeg var på Bazen, så jeg var ikke rigtig klar over, hvad det egentlig var jeg gik ind til. På Bazen er der aftensmad, hvis man har lyst til at spise med, fælles madlavning, indkøb osv. Til de spillelystne og mere kreative, er der adgang til pool, bordfodbold, spil og playstation, Internet m.m.
”Min beboer” fra praktikken havde kun været afsted et par gange før, så jeg følte hurtigt at han blev en smule nervøs, da der denne gang var andre unge som ”han” ikke havde mødt. Men han gjorde det rigtgi godt, var selskabelig og behagelig og vi hyggede os med de andre unge dernede. Jeg gjorde mig selskabelig med andre unge, og ligeledes gjorde ”X”,. Så det var faktisk en rigtig god øvelse, både for ham og jeg.
Jeg blev udfordret på mit pædagogiske område, og han konfronterede hans angst for nye mennesker. Der blev grinet, joket og snakket seksualiteter og eksistentielle problemer. Lyder måske meget forkasteligt i en sådan situation med fremmede mennesker, men det var virkelig en god og givende, inspirerende aften. Andre unge betroede sig hurtigt til mig om eksistentielle ting og der blev snakket om fast og løst. Allerede det er en anerkendelse af mig, mit pædagogiske arbejde, eller jeg selv som person - at jeg udstråler en personlighed som unge tør forholde sig til. Som om det ikke var nok, blev jeg også spurgt af personalet – de frivillige dernede, om jeg var interesseret i et job som frivillig, fordi så var tilbuddet ihvertfald åbent =).. weeagh!
Jeg har faktisk ikke fået reflekteret over min aften på Bazen før nu, da jeg har brugt min energi på ”min beboer” .. Havde han en tryg aften dernede, havde han en god aften, og var han okay - havde vi været afsted for længe osv?.. Vi har selvfølgelig snakket sammen om det, og det var rigtig fint osv, men jeg tror det blev for meget for ham til sidst.. Set i baKspejlet, var det virkelig en fed oplevelse – for mig! En god aften.
Hej Bente,
Meget interessant med empowerment og udvikling i forhold til personalesamarbejde, hvordan ser du på det?
Flot Louise – en lille anekdote ;)
Du er virkelig en prøve for enhver.. Man skulle tro at jeg i praktikken havde en støttefuntkion, at jeg som person var en man kunne læne sig op ad når tingene brændte, trods det at jeg lige har skamrost mig selv ift. Bazen. Selvfølgelig - men men men, tingene er ikke altid hvad de ser ud til at være;). Jeg har flere gange hjulpet beboerne med at lave mad, og har tit joket med at min hjælp i køkkenet – ofte er ingen hjælp!. Jeg laver sjældent store festmåltider, da jeg hjemme kun skal forsørge mig selv. Allerede der er jeg jo en mester i at lave fantastiske toasts med lækkert fyld og rød saft. Men her, er det tit måltider på op til 10 mand. Der skal handles ind, der skal dækkes op og laves mad, altsammen tilrettelægges og gerne færdig kl18:00 sharp - ikke før, ikke senere. Der er mange 146742 forskellige ting – og der kommer jeg ind i billedet med det kølige overblik, eller?..”#¤%#” Sagen er den at når jeg er i et køkken – er det nærmest Hells Kitchen fra tv3 tror jeg? - der har kørt noget frygteligt tvkøkken? Anyway – det kan blive for meget for en person med psykiske vanskeligheder, at en toastpige som jeg – ikke altid har det kølige overblik. Jeg kan jo nå at stille pigen 117 gastronomiske pinlige spørgsmål i tiden mellem 17:00 – 18:00, og det kan jeg godt se nu, at det ikke er en pædagogisk øvelse, det er decideret unødvendig kaos i hendes hoved;).. det er det egentlig. 1 time sammen med mig – er lig 100% forøgelse og chance for fatal irriterende og ærgerlig psykose!..
Men der er også tid til at der bliver grinet af mig, og ikke med mig;)
en sand gastronomisk undtagelsestilstand mellem kl.17:00 - 18:00!..
mon jeg en af de sidste dage i praktikken skulle lave et brag at af festmåltid til beboerne;)
HVORFOR STÅR DET IKKE I MIN MÅLFORMULERING... &%¤#"@?!2%
Hejsa Louise....... først lige en kommentar til det med KØKKENARBEJDET.... hvis ikke DU havde lavet mad med vedkommende de 2 gange du har, så havde hun nok aldrig kunne forholde sig til hvad hun kan og ikke kan og hvad hun gerne vil ha og ikke vil ha - ja, måske havde hun/vi slet ikke fået øje på de problemer hun kan ha i det køkken ;o) - og vi mennesker udvikler os eller lærer jo ikke os selv at kende kun i medspil og overblikssituationer - modspil og forstyrrelser gir jo godt til "reflektionskassen"..... og vi pædagoger kan altså ikke altid være eksperter på andres problemer/vanskeligheder - så må vi jo ta chancen - og så sker der jo noget!!!! Godt gået igen Louise - syns jeg (vi snakker lige mere om situationen på fredag)
hilsen bente
åh ja - jeg glemte lige empowerment og personalesamarbejde.... jo empowerment-forståelsen kan sagtens inspirere i samarbejdet mellem personaler....f.eks.:
1)at støtte hinanden i ikke at servicere og dermed kunne fastholde beboerne i afhængighed af os.....
2)det at tage magt over egen arbejdssituation - hvis lederen også forstår sig på empowerment)
3) det at tage ansvar for egen faglig udvikling - søge viden og følge med i "tiden"
4) ligeværdigheden - uanset uddannelse
........ så jo, lad os diskutere det når dine medstuderende kommer på besøg på lørdag....
bente igen igen
EMPOWERMENT..
I socialpsykiatrien betyder "empowerment" - at sætte folk til at handle selv, kontrol over eget liv, indflydelse, medbestemmelse osv. At opnå kontrol over de kritiske og afgørende faktorer, der holder mennesker fast i undertrykkelse eller afmagt, hvor de ikke har kontrollen. De har ret til at opleve det gode livs fundament - at opleve en sammenhæng i tilværelsen, således at den opleves som begribelig, håndterbar og meningsfuld. Empowerment betyder magt, kraft og styrke, hvor vækst i erkendelse, indsigt og selvforståelse går hånd i hånd med en kraftfuld handlen. Empowerment er både en proces og et mål i sig selv.
Hej løg
Er total vild med din blog - først nu (hvor jeg egenligft burde læse) at jeg tage mig tid til ordentligt at læse - synes det er total spændende. Glæder mig at høre mere om dagen idag...
Eller må du have en kanon weekend
Knus fra crisser
flot så meget du får ud af din blog! rigtig spændende læsning. Du skriver også så levende, så jeg lige kan sætte mig ind i hvordan du har det når du står med madlavningen. Men ingen er jo perfekte, og det er måske heller ikke det borgerne forventer ;-)..
mvh
torben b
GEORGE MICHAEL weekend ;)
Har i denne weekend ligget på værelset med åbne vinduer og lyttet til George Michael både fredag og lørdag aften.. - holder vejret mens han siger tak for i aften, og venter i spænding på hans ekstra numre.. FREEDOM og hvad har vi ellers! Helt gratis;) NÅ – men for at bruge lejligheden ifht bloggen og til noget fagligt, til noget folk gider at læse og kan reflektere over, blev jeg stillet et interessant spørgsmå af min praktikvejleder i weekenden til ”empowerment”..
En tankestreg: jeg blev spurgt til ”empowerment” i lørdags: ”Louise, er det // hvor vigtigt er det for dig at vide beboerens diagnose?”. Og jeg tænker at havde hun spurgt mig for 2 mdr. siden havde jeg sagt ja, fordi så mange ting”.. og i dag havde det måske været et andet svar? Set i lyset af at jeg bruger meget tid sammen med ”X”, så er jeg efterhånden bedøvende ligeglad med om han er affektiv skizofren, paranoid skizofren eller manio depressiv, border line og hvad har vi ellers af påduttede diagnoser?
Det er lidt sjovt at se hvor i processen man er, i hvilken faggruppe og hvilken kasket du bærer – i hvilken sammenhæng du vil give dit kvalificerede bud på hvor vigtigt diagnoser er og hvorfor? Jeg er stadig i en process og mangler stadig viden, og derfor synes jeg det er svært at definere hvad er rigtigt og forkert, hvad er vigtigt og hvad er marganalisering? Denne er åbent for jer der kigger med, vil meget gerne høre hvad I mener?
Angående det med at vide diagnoser:
En psykiater fra opus på Ungdomspsyk vil helt sikkert sige, at det er vigtigt at vide, at en skizofrenidiagnose betyder, at den unge har problemer med - at håndtere stressede/pressende situationer, at få struktur over hverdagen, at klare "almindelig" social samvære - og at det er der vores indsats skal ramme - om jeg så må sige....
MEN - det er jo vigtigt (for mig :o) .....) at se den unge ikke blot som sin diagnose men som et helt menneske - og prøve at se nogle af problemerne som eksistentielle problemer - og symptomerne (at høre stemmer, at skade sig selv, at isolere sig, misbrug....) som en form for forsvar for det nogle gange så forbandet svære liv......
Vigtigt er det NETOP AT DISKUTERE MED HINANDEN den viden og de holdninger der kommer frem fra.... øh - ja, hvor kommer det fra??? Nyt diskutionsemne.... hvem bestemmer hvad vi skal synes og mene om psykiatrien???? :o)
DETTE med det diagnostiske samfund - der findes godt nok mange diagnoser - og nogle gange finder man sgu en diagnose EFTER man har fundet medicinen (pillen)....
At være marginaliseret.....at være i samfundets margin.... udenfor - som manden på risten - som at være til glo-party....hvem vil være udenfor..... uanset festens indhold????
vi ses - min dygtige praktikant
hej igen Louise ..... igen er det bevist: ingen spørgsmål er for dumme....og det er en gave for vores arbejdsplads at vi ofte får besøg af nysgerrige og umiddelbare studernede...det tvinger og inspirerer os "gamle" til at forklare, reflektere og handle påny påny... ses om lidt
altså Louise.... må jeg kondolere???? eller er din blog alligevel ikke død???
hilsen bente
ps. tillykke med at din praktiktid hos os vil blive "godkendt med pil op"
- tak Bente ;)
Ved godt at det har været et stort tab for dig at min blog har været lidt død på det seneste, men jeg vil prøve at redde den?
SOlen skinner og der er forår-(sforelskelse) i luften! "Min beboer" er forelsket og har fået en kæreste - og han flyver! Skøøøønt!
Siden jeg sidst har skrevet på bloggen i forhold til pæd.forløb med "X" er der sket lidt at hvert, og heldigvis kan man sige - er det endt godt! Han er glad igen og mere til. Men men men, i mellemtiden var han røget i et forfærdeligt stort sort hul, var virkelig ked af det og havde mistet lysten til at leve. Han sagde til mig (inden han blev indlagt på psyk. // Risskov) at han havde selvmordstanker, han var ulykkelig, hans drømme var bristet og han havde mistet troen på "det gode liv". Han fortalte at han ikke delte sine tanker med andre end jeg på daværende tidspunkt, og at ingen vidste han havde selvmordstanker! Værsgo...
Uden jeg vidste af det, var jeg ikke klar over om/ at det var en hemmelighed -og tænkte ikke videre over det. Istedet begyndte jeg at spørge til HVORFOR han havde suicidale tanker og andre "HV" ord//spørgsmål?
Summa summarum er at jeg i sidste ende glemte at det var en hemmelighed, og jeg snakkede med ham igen, om at jeg ikke enehåndigt kunne rende rundt med en sådan hemmelig viden! Hvilket han sagtens forstod og vi fik en god snak.. Senere samme dag kom han selv ind til personalet og bad om at blive indlagt, da han mente at han var til fare for sig selv, og at personalet ikke længere kunne varetage ham.. hvilket jeg fik at vide - til min store forskrækkelse, da jeg mødte den efterfølgende dag!.. Jeg tænkte: åh nej, hvad har jeg sagt og gjort forkert eller mangel på samme???.
//
RESERVESOLIDARITET?..
Reservesolidaritet for mig er: når man gør noget for een for kun at tilfredsstille egne behov, et eksempel.
Jeg sidder i fællesstuen sammen med "X" og Bobo (en anden beboer)kommer ind til os. Han spørger "X": Vil du med op at se min hjemmeside// myspaceprojekt - et arbejde og en hjemmeside for en upcoming sangerinde i danmark?
Hvortil "X" konsekvent svarer: NEJ - det gider jeg ikke?.. Jeg tænker og reagerer - ÅH NEJ, hvordan kunne han faktisk svare ham så konsekvent, "Bobo" står total sårbar, altså han sælger sig selv, og spørger een om han er interesseret i at lave en brugertest på hans hjemmeside. Han har måske haft svært nok i forvejen overhovedet at spørge nogle.. Jeg tænkte straks// eller var tæt på at reagere: RESERVESOLIDARITET - i den forstand - jamen vil "X" ikke, så vil jeg da selvfølgelig gerne!.. Fordi - stakkels mand altså? Det kunne jeg ikke arbejde med - at "bære denne afvisning"
Det er vigtigt for "Bobo" at han føler jeg ikke kun gjorde det fordi "X" ikke ville, men fordi at jeg rent faktisk gerne ville.. (Jeg endte med at lave denne "brugertest" og give ham min respons) Jeg spurgte ham selvfølgelig hvad han gik og arbejdede med, hvad gik det ud på og hvad havde han brug for ved en testperson? Heldigvis synes jeg housemusic er fedt at lytte til, hvilket var netop det felt indenfor musikken - han arbejder med:) og pisse interessant at han laver en musikers hjemmeside.. Det er et stykke abejde for en sangerinde, hun har brug for et space at promovere // hun har brug for en hjemmeside og samtidig er det hans eksamensprojekt som han skal fremlægge og forsvare her i juni mdr.
Jeg synes det var mega fedt og spændende og ville hellere end gerne hjælpe ham..
Sagen er den at netop denne situation // dilemma har givet stof til eftertanke og "relfektionsværdi", eller det kunne den, altså - hvad gjorde jeg? Handlede jeg egentlig ud fra personlige behov, eler hvad jeg følte var mest rigtigt på det tidspunkt? Og for hvem er det rigtigt?..
Mistanke og tillid!..
Hvad gør man når man konfronterer een i et misbrug og hun nægter alt!? Hvor mødes man?
RESPEKT er at lade hende selv afgøre hvad et godt liv er.
FAGLIGHED er at give hende professionelt modspil.
ANSVAR er at varetage hendes behov når hun ikke selv er istand til det.
Hvordan gør man, hvis man ikke kan møde hende på halvvejen?
Er det professionelt at sige til hende, hvad der rører sig inde i os, i een selv - som står på sidelinjen? Hvad sker der i os når vi ser hende i et misbrug.. Og hun ikke vil samarbejde? Er det ikke vigtigt at snakke følelser begge veje også? Hvad får man ud af - kun monolog?
interessant med at skille ad:
respekt
faglighed
ansvar
... og hvad med etikken?
Er det at vise respekt, at være vidne til at et menneske går i hundende - eller skal man gøre ALT hvad man kan for at det ikke sker??
r det etisk forsvarligt at bruge sin faglighed som grund til at blande sig i et andet menneskes valg i livet? Eller er det et almenmenneskeligt ANSVAR.....???
Er det et særligt ansvar vi har, når vi er ansatte af ham kommunen -et ansvar vi kun kan ta' fordi vi er ansatte og skønne lønnnede.... ???
go viigend Louise......
hilsen bente
Ja - hvad med etikken??
Den er ihvertfald ikke repræsenteret i indenrigs- og sundhedsministeriets "Fælles værdier i indsatsen for mennesker med en sindslidelse"..
Mht. respekt og lade hende afgøre hvad et godt liv er - i lyset af hendes misbrug, skal vi selvfølgelig ikke stå på sidelinjen og lege pauseklovner.. Der mener jeg at "ansvar" bliver substitut for "respekten", fordi ansvar er: at tage over når hun ikke er i stand til at varetage sig selv?..
En god pædagog - kommer ikke af faglighed alene, du er ikke pædagog pga lønnen i dag! Det er jo fordi du vil gøre noget godt, udrette noget som giver værdi. Og værdi for mig er bl.a. - at være med til at udvikle et andet menneske?
... når og hvis vi så tar over??? Er det så magt - eller ligefrem overgreb?? Det ku f.eks. være at tvinge (spærre inde) til afvænning - og er det at tage ansvar for et menneske der ikke selv kan tage det ansvar vi synes vedkommende skal tage....
eller er det respekt at lade vedkommende tage al det stof der er til rådighed....
det er jo det dilemma vi står i når der ikke er grønt lys for et samarbejde - og det er det der kan være så svært at være vidne til.... men mennesker har ret til at leve som de vil og mennesker har selv ansvar for deres eget liv...
vi kan hjælpe og forholde os, men ikke leve det andet menneskes liv....ka vi???
ses
Det er meget centralt og etisk dilemma du diskuterer. Måske skulle du fordybe dig i noget faglitteratur om etik og omsorgsarbejde! Jeg skal lige overveje hvad det kunne være.
... jeg har lige nogle forslag til inspiration:
Peter Kemp "Principper for omsorg" kap. 9 i bogen "Filosofi-Etik- Videnskabsteori" red. Merete Bjerrum og Kirsten Lund Christiansen (Akademisk Forlag)
eller
"ETIK - dilemma og valg" af Einar Aadland (Dansk psykologisk Forlag)
eller
"Når rejsen er målet - metoder i socialpsykiatrisk praksis" (Videncenter for Socialpsykiatri) især artiklen af Allan Holmgren: "Anerkendende afsæt"
Også spændende at se på de psykiske problemer som individualistiske eller se det hele i et socialt perspektiv - altså se problemerne i en kontekst af sociale relationer eller som et individuelt fænomen......
Det kan godt være, at vi går rundt og oplever os selv som adskilte individer, men vi lever i en konstant social proces og bliver hele tiden rekonstruerede i en social konstrueret verden gennem sprog, fortællinger, historier og DISKURSER.... :o) - er der nogen der mener ... her kommer jo igen etikken - og spørgsmålet om hvorvidt vi har ansvar for hinanden eller om vi kun har ansvar for os selv i disse forskellige sociale kontekster....og hvad er pædagogens rolle i den konstuktion er hedder socialpsykiatrien???
hilsen bente
Etisk overbevisning kontra politisk ansvar?
Jeg mener at - arbejder man i psykiatrien, følger der konsekvent et ansvar med. Og nej, vi skal ikke leve "deres misbrugsliv" - men vi har stadig et ansvar..
"Den sande ansvarlighed består i at kunne se konsekvenserne af det man gør, og i at kunne sætte grænser for det man gør, ikke blot på grund af konsekvenserne, men også på grundlag af en overbevisning om hvilke handlinger, indgreb eller undladelse af samme der krænker den livssammenhæng som har dannet sig i et menneskes liv... - Ansvarlighed er det engagement der gælder både for det personlige liv, samfundet og naturen. Derved bliver den indholdet i samvittigheden der udvikles som den indre stemme vi lytter til, når vi skal afgøre med os selv hvad vi skal tage ansvar for. Samvittighed er ikke noget man bare har fra naturens hånd. Den er evnen til at føle ansvar på grundlag af den etik eller den opfattelse af det gode liv, som man har dannet sig i møde med forældre, bedsteforældre, lærere eller hvem det nu kan være hvis overvejelser har gjort indtryk. Den ansvarsfulde handling er- ligesom det gode liv i det hele taget, en kulturel dannelse."
Filosofi - etik - videnskabsteori // red. Merete Bjerrum og Kirsten Lund Christiansen // kap. 10. Ansvaret for omsorgen.
- det gik lidt stærkt? har ikke læst det igennem"#¤%&/( hovedpine - og kun een kontaktlinse i brug GOD weekend!
Min samvittighed siger mig, at jeg også må sige go weekend til dig - en go del af den skal vi jo tilbringe sammen....DET blir helt sikkert hyggeligt -
og så lige et citat fra "Tanker fra en Kanibal" af Fernando Savater - et citat, som måske også vil kunne diskuteres når talen kredser omkring psykiatri:
"Vi er ikke frie til at vælge, hvad der sker med os. Men vi er frie til at vælge, hvordan vi vil reagere over for det der sker os" -
vi ses på døgn....
hilsen bente
Kære Louise - nu er tiden snart inde til at du skal videre i din uddannelse - efter en ferie og en opgaveskrivning :o) - jeg kan ikke lige dy mig for at sende dette citat - sådan apropos vore mange samtaler om diverse problemstillinger - et citat til inspiration, når vi skal hjælpe, støtte og vejlede andre mennesker til at forfølge deres drømme - og når vi skal pege på det ansvar det enkelte menneske selv har for at leve dette liv.....og når vi skal pege på den frihed vi alle har til at vælge......
"Engang i oldtiden diskuterede en romersk filosof med en ven, der benægtede menneskets frihed og hævdede, at alle mennesker gør, hvad de gør, forde de ikke kan lade være. Filosoffen tog sin stok og begyndte at slå løs på vennen af alle kræfter. "Hold op! Du må ikke slå mig mere!" råbte venne. Men filosoffen fortsatte med at prygle ham, alt imens han argumenterede videre:"Siger du ikke, at jeg ikke er fri og ikke kan lade være med at gøre det, jeg gør? Så lad dog være med at spilde mere spyt på at bede mig holde op. Jeg handler helt automatisk". Filosoffen holdt ikke inde med at banke løs på vennen, før denne anerkendte, at han frit kunne holde op med at slå". citat fra tanker fra en kanibal....
Tusind tak for en dejlig praktikvejlederperiode sammen med dig.......... hilsen bente
Post a Comment